 
Kontakt:
service@florentsia.com |
|
På
rejse i planteland
Når man bliver
fanget af interessen for eksotiske planter, må man også
leve med visse ”tvangshandlinger”. For eksempel kan man
dårligt passere en blomsterforretning eller plantestativerne
foran supermarkedet uden lige at skulle kaste et blik for at se, om der
skulle være noget spændende. Endnu værre bliver det,
når man om sommeren måske får mulighed for at rejse
sydpå til landene omkring Middelhavet eller andre subtropiske
egne på kloden.
Her er der hele tiden nye planteoplevelser, som man ikke kan få
derhjemme. Man møder helt ukendte palmer og træer, eller
man får øje på en kendt form, men kan ikke lige
sætte navn på den. Under alle omstændigheder fanges
opmærksomheden i tide og utide af sære vækster,
måske endda i en grad, så familien bemærker
distraktionen. Sådan har mine ture i subtropiske egne som regel
formet sig.
Men hvad er det egentlig, man ser på sin vej i egnene omkring
Middelhavet? Og kunne nogle af alle disse virkelig interessante og
iøjnefaldende planter ikke også trives hjemme på
villagrunden i Danmark? Lad os rejse på sommerferie i fantasien.
Udgangspunktet er som regel en by, hvor du er indlogeret på et
turisthotel. Fra balkonen kigger du lige ud på nogle kraftige,
meget lange palmeblade, selv om du bor på tredje etage. Gaden og
haverne i nærheden er fyldt med disse høje palmer, der ser
så ”palmeagtige” ud, som sådan nogle
overhovedet kan. Det er med stor sikkerhed en fønikspalme, du
kigger på. Den vokser langt nord på i Italien og
næsten overalt i Spanien og i det allersydligste Frankrig. Det er
en kraftig palme, som ikke kan vokse på friland i Danmark, selv
om den tåler nogen frost. Men det er en fin og robust plante i en
kølig stue eller en udestue. Ved Middelhavet smider den i
øvrigt rigeligt med frø, der nemt spirer.
I byen finder du også den blomstrende nerie i vejrabatter. Ofte i
selskab med den europæiske dværgpalme, der kan ses med en
kort, lidt kugleformet stamme og tit en masse sideskud. Denne palme er
mere hårdfør end fønikspalmen og kan bestemt med
solid vinterbeskyttelse prøves på friland herhjemme.
Du går ind i en park, og her i den nordlige del af det
subtropiske område, vil du måske genkende et ahorntræ
eller en ask, men som regel en type, som vi ikke finder i Danmark, og
som er mindre hårdfør. Den i Danmark velkendte robinie
møder du måske også – og underligt nok, synes
du, en masse fyrretræer. Her er imidlertid ikke tale om
skovfyrren eller andre nordlige arter. Snarere har du set en aleppofyr,
der trives på magre jorder. Eller et eksemplar af den
sagnomspundne pinje (den med pinjekernerne). Det er svært at
kende forskel på de mange fyrrearter, men ældre pinjer
får en paraplyformet krone, man ikke kan tage fejl af. I parken
møder du også laurbærtræet i
”underskoven”. Eller nogen af sydens ”roser”,
cistroserne, med åbne, sarte og feminint farvede blomster. Alle
disse planter kan også med beskyttelse forsøges på
friland herhjemme – og faktisk har pinjen vist sig særdeles
hårdfør under den danske himmel.
I naturen uden for byen er der måske fyrre- eller egeskove,
typisk med stedsegrønne ege (kermeseg, steneg og korkeg). Men
der er også store, tørre områder med
kratvækst. Det er makien, en ørkenagtig landskabstype, der
opstod, da mennesket for flere tusind år siden fældede den
frugtbare, stedsegrønne skov omkring Middelhavet og derved var
årsag til voldsom erosion. Denne menneskeskabte naturkatastrofe
har givet plads til et helt særligt økosystem.
Mange af planterne i makien er stærkt duftende. Det gælder
planter, vi i dag bruger som krydderurter, ikke mindst rosmarin og
salvie. En ”duftbombe” er også myrten, der er en fast
ingrediens i brudebuketter. Desværre er denne skønne
plante med de sarte, hvide blomster ikke ordentlig hårdfør
i Danmark, men skal dyrkes i potte med kølig indendørs
overvintring og sommerophold i haven. En sjov plante mange steder i
makien er oleasteren, den vilde forfader til oliventræet. Bladene
er mindre, frugterne er små, væksten mere løs, men
ellers ligner den de oliventræer, som måske vokser i en
plantage lige ved siden af. Oliventræet kan overleve de fleste
vintre i Danmark, og oleasteren er lige en snært mere
hårdfør endnu.
Hvis vi rejser længere sydpå, bliver planteudvalget
større. Kæmpehøje washingtonia-palmer dominerer
torve og pladser. Disse palmer kommer fra tørre egne i det
sydvestlige Nordamerika, men skal herhjemme dyrkes som stueplanter,
eventuelt med udendørs sommerophold.
Længere nordpå oplevede du måske det figentræ,
der kan dyrkes herhjemme, men her i den varme del af subtroperne, for
eksempel langs Siciliens kyster, står der kæmpestore
gummifigentræer, måske 30 meter høje og lige
så brede. En typisk dansk stueplante. Eller du kan opleve modne
avokadofrugter på træer i parker. Overalt i haver og parker
vokser der appelsin- og citrontræer, der ikke tåler meget
frost. Der gør til gengæld abrikos-, mandel- og
ferskentræerne, der ses ligeså hyppigt.
Også de knaldrøde granatæbler lyser op på de
småbladede træer langs parkvejen – ofte i selskab med
kakitræer, som de lokale elsker. Frugten spiser de ikke
hård og lille som herhjemme, men som stor og overmoden, ekstremt
sød og med alt for meget frugtsaft, der driver ned over hagen.
Kakitræet er meget frosttolerant og kan prøves på
friland i Danmark. Granatæbletræet er mere usikkert og skal
dyrkes i potte. Om vinteren kan det stå ret mørkt
indendørs, blot der er koldt, for træet er – ligesom
kakitræet – løvfældende.
Blandt de mange ikke-europæiske planter, man finder i haver og
parker omkring Middelhavet er stuegranen, araucaria heterophylla. Det
er et nåletræ med en på ældre træer meget
markeret etage-vækstform. Det findes overalt i området og
er på grund af sin og ofte store højde ligeså
genkendeligt – præcis ligesom den ægte cypres, der
står som blyanter i det mediterrane landskab, ikke mindst i
Toscana, men også mange andre steder. Begge disse træer er
fine herhjemme, men stuegranen kun i en kølig stue. Stuegranen
har en slægtning, abetræet, der kan overleve på
friland de fleste steder herhjemme.
Hvis man bevæger sig ud i den ”fri natur” helt nede
sydpå i den varmeste del af middelhavsegnene, bliver man
slået af artsfattigdommen, når det handler om træer
og buske. Her er simpelt hen for tørt og sommervarmt for mange
vækster. Hyppigt finder du agaver (med meterhøje
blomsterstande) og figenkaktusser med velsmagende frugter. Det er
planter, som for flere hundrede år siden blev importeret fra
Amerika, og som nu breder sig i det tørre landskab. Og kommer
man over på Afrika-siden er der kun grønt langs kysten.
Man skal ikke langt længere sydpå, før
Sahara-ørkenen tager over.
En undtagelse, som måske er et besøg værd, er
Atlas-bjergene i det nordlige Marokko og Algeriet, hvor der er
køligere på grund af højden og nogle steder mere
fugtigt. Her vokser særlig smukke varianter af den
europæiske dværgpalme, ”cerifera”. Og her
finder man hårdføre nerier i fugtige lavninger. Eller kan
nyde grupper af den meget smukke atlasceder, som er fuldt
hårdfør herhjemme, men som i disse bjerge opnår en
tæthed og glans i nålene, som må skyldes den kraftige
sol.
Der er altså andre grunde end god mad og skønne
badestrande til at rejse mod egnene omkring det azurblå hav. Blot
skal man huske at fortælle sine rejseledsagere, at man som
planteentusiast kan have sine helt egne dagsordener i løbet af
dagen. Og at et øjebliks distraktion blot skyldes endnu et
pragtfuldt eksemplar af et appetitvækkende appelsintræ, en
statelig fønikspalme, et ældgammelt oliventræ, et ...
God ferierejse til jer, der skal af sted. Vi andre nøjes med at
fantasere videre hjemme i haven.
AB
Skrevet: 30.5.2010
Læs
flere artikler om eksotiske planter |
|
