Menu_artikler
















Kontakt:

service@florentsia.com
 
Ægte kastanje: spiselige kastanjer i haven

Hestekastanjen finder man overalt i Danmark. Kastanjerne er mildt sagt uspiselig. Til gengæld er de herligt legetøj for børn og voksne med legesindet i behold. Med navnebroderen, det ægte kastanjetræ, forholder sig noget anderledes. Herfra kan du få velsmagende kastanjer, som kan spises ristede eller som ingrediens i mange forskellige retter.

Men dette træ er forbavsende sjældent i danske haver. Og det er egentlig lidt synd, for det er et meget smukt træ, og selv om det er ”eksotisk” og slet ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, kan det sagtens trives under vore himmelstrøg. Vi lader lige gastronomien ligge et øjeblik. For den ægte kastanje – med det botaniske navn castanea sativa – skal man først og fremmest vælge, fordi træet vil være en pryd i enhver have.

Træets opbygning med en kort stamme og en krone med elegante, lancetformede, savtakkede blade er simpelt hen så indbydende og så anderledes i forhold til de træer, vi normalt har i haven. Træet, som er løvfældende, tilhører bøgefamilien (det gør hestekastanjen ikke), og den ægte kastanje forener på en måde bøgens elegante robusthed med birkens lethed trods de lange, smalle blade.

Den ægte kastanje stammer fra det sydøstlige Europa, men vokser i dag vildt i mange højtliggende skove omkring Middelhavet. Det er ikke et subtropiske træ, men heller ikke træ, som kan spredes af sig selv i det koldt tempererede, danske klima. Snarere hører castanea sativa hjemme på grænsen mellem de to nævnte klimazoner, nemlig i varmt tempererede skove, hvor vintrene er milde, men dog med hyppig sne og frost, og hvor somrene er moderat varme. Den danske vinter er ikke en udfordring for et etableret ægte kastanjetræ. Det er til gengæld vækstsæsonens længde.

Træet blomstrer med iøjnefaldende, oprette aks i juni. Hanblomsterne sidder øverst og hunblomsterne nederst. Hen over sommeren begynder dannelsen af de stærkt piggede hylstre. I varmere egne end Danmark modner de spiselige kastanjer inde i hylstrene i løbet af oktober. Der kan være én kastanje, eller to eller tre (oftest) eller måske syv. Det afhænger af sorten. Når kastanjerne er fuldt udviklede, åbner hylstret sig, og man kan samler de modne ”nødder” op fra jorden. Herhjemme bliver det hurtigt koldt, når vi kommer ud af august, så i de fleste år bliver kastanjerne ikke helt modne. Det kræver en varm sommer og en god eftersommer med ”indian summer”-perioder at få modne kastanjer herhjemme. Men når det lykkes, er det bare helt fantastisk.

Så skal kastanjerne lige tørre nogle dage, før de er klar til fortæring. De smager ikke så godt rå, men skær et kryds i dem og læg dem på et lag salt i et fad. Stil dem derefter ind i en ovn ved 200 grader i cirka 45 minutter, indtil skallen sprækker. Så har du den herligst forret, hvor du bare skal dryppe lidt smør på og så lige huske et godt glas rødvin (du kan selvfølgelig også bare købe nogle kastanjer i dit supermarked og nyde dem, mens du kigger ud i haven til dit måske ikke så frugtbare, men smukke træ). Nu vi er ved det kulinariske, så er de ovnbagte kastanjer blot en af de mange retter, som folk ved Middelhavet anvender kastanjerne til. Ligeså populære er kastanjerne i desserter. Prøv at købe en dåse creme de marron i et velassorteret supermarked. Denne søde kastanjecreme er fantastisk tilbehør til en tallerken med frugt, is og kage.

Castanea sativa blev af romerne bragt helt til England, og i dag er det et udbredt park- og havetræ på den anden side af Vesterhavet. Nu lykkedes det som bekendt germanerne at holde romerne stangen, så herhjemme har den ægte kastanje en ret kort historie, og der er ikke så mange virkelig gamle træer. Man hører ofte overdrevne myter om træers alder. En af dem er, at det ægte kastanjetræ kan blive 1000 år gammelt. Det kan det næppe. Men det kan blive meget gammelt, og med tiden vil det udvikle en særdeles kraftig, furet og måske let vredet stamme og nå en højde på 10-15 meter. Inden det bliver så stort – og der kan gå op imod hundred år – er det også et fint træ i en lille have. For herhjemme vokser træet ikke så stærkt, og den elegante krone og det lette løv klæder en have, hvor der ikke er så meget plads.

Det er en rigtig skovplante. Castanea sativa trives bedst i en fugtig, muldrig, veldrænet jord med relativ lav pH-værdi. Cirka sådan som overfladejorden er i de fleste danske skove. Så for at give træet den bedst mulige start på friland, kan det anbefales at forbedre jorden mest muligt omkring træet.

Der skulle ikke være noget i vejen for at plante det i et koldt drivhus, hvis man vil sikre sig modne kastanjer. Men det bliver hurtigt for stort til drivhuset, så det er næppe en særlig praktisk løsning, og træet vokser bedst i det fri.

Du kan forsøge dig med træet som potteplante, der overvintres særdeles køligt, men det er ikke optimalt og ikke nogen nem løsning. For træet udvikler sig ikke ordentligt og sætter ikke særlig meget frugt, hvis ikke det får lidt frost gennem vinteren. Så det rigtige er at plante det på friland på en lun plads, men også gerne en plads. hvor det kan brede sig lidt til siden.
AB

Skrevet: 18.4.2010

Læs flere artikler om eksotiske planter
Copyright: Florentsia. Gengivelse kun med skriftlig tilladelse.