 















Kontakt:
service@florentsia.com |
|
Judastræ:
Blomstertræet over dem alle
Intet andet eksotisk
træ, som er i stand til at vokse på friland i Danmark, kan
konkurrere på blomster med judastræet. Her sidst på
foråret står dette træ i fuldt flor i Syd- og
Centraleuropa – også enkelte steder i danske haver og
parker er det på vej i blomst, selv om alting er forsinket i
denne kølige maj.
Der er ikke kun blomster på de yderste grene, som vi ser det
på for eksempel blomme- og kirsebærtræer.
Judastræet blomstrer tillige direkte på de store,
bærende grene, ja, endda på stammen. Et pudsigt syn. Under
de rette forhold kan træet været fuldstændig
dækket af et overvældende rosa eller pink flor.
Judastræet eller cercis siliquastrum er nærmest et
”must” i den veludbyggede, eksotiske have. Blomstringen i
Danmark kan være af svingende styrke – det vender vi
tilbage til – men træet har bestemt andre kvaliteter.
Løvet består af tætsiddende, ret flade og
nærmest runde blade. De dukker op efter blomstringen,
først lidt rødlige, men senere smukt
grågrønne. Om efteråret farves de gule og brune,
inden de dratter af træet i løbet af oktober. Bladene er
ikke over 10 cm i diameter, men der er mange af dem, og de giver om
sommeren træet et elegant, næsten forfinet udtryk.
Opbygger kvælstof
ligesom ærter
Judastræet stammer fra det sydøstlige Europa, hvor det
vokser på næringsfattig, stenet grund. Men ligesom
ærteplanten kan rødderne i symbiose med bakterier omdanne
luftens indhold af kvælstof til næring. På den
måde føder de ikke blot sig selv, men forbedrer også
jordens næringsindhold for andre planter i nabolaget.
Hårdførheden over for frost er overraskende høj,
når man tænker på træets naturlige voksested,
hvor der nok forekommer kolde vinternætter, men kun
sjældent to-cifrede frostgrader. Minus 15 grader er ikke noget
problem for cercis siliquastrum. Formentlig tåler det endnu mere
kulde uden helt at fryse væk. Så det er ingen hindring for
at have det på friland herhjemme.
Til gengæld kan vores lave sommertemperaturer og den korte
sæson være en udfordring. Træet har svært ved
at nå gennem alle de processer, det skal i den lyse tid af
året, og den afsluttende modning af knopper og ved er ikke altid
optimal, især ikke efter en kold sommer. Det betyder ikke at
træet går ud, men at det vokser ret langsomt, og at den
ellers så overvældende blomstring bliver noget mere
beskeden.
Find en
sommerlun plads
Løsningen er at finde en sommerlun plads til træet. Man
kan sågar overveje at espaliere det, og her er det jo fint, at
judastræet er meget tolerant over for vinterbeskæring.
Alternativt kan man plante træet ud i et koldt drivhus eller
holde det som potte/baljeplante. I potte skal det om vinteren stå
meget koldt, men frostfrit, i en uopvarmet udestue eller lignende (0-5
grader i december-januar). Lad det forblive der hele foråret,
mens det bliver lunere – også under blomstringen. Og
sæt det først udenfor, når vejret bliver ordentlig
varmt i begyndelsen af juni. Så kan man også rigtig nyde
blomstringen og det fine løvspring.
En anden pudsighed ved judastræet er, at blomsterne er spiselige.
De har en velsmagende, syrlig sødme. De er fine i en salat, og i
nogle lande bruges de i bagværk. I øvrigt er det på
grund af blomsterne, at cercis siliquastrum har fået sit
specielle, danske navn. Legenden fortæller, at Judas, der
forrådte Jesus for en skilling penge, hængte sig i netop et
judastræ. Træet rødmer af skam over dette hvert
eneste forår – det er blomstringen.
De fleste judastræer har rosa-lilla blomster, som passer til
legenden, men der findes træer, hvor blomsterkuløren
hælder mere mod rent lilla, ligesom man kan finde eksemplarer med
hvide blomster.
AB
Skrevet: 16.5.2010
Læs
flere artikler om eksotiske planter |
|