 
Kontakt:
service@florentsia.com |
|
Rosmarin
- en dufthilsen fra Middelhavet
Rosmarin er en
af de mest populære krydderplanter i danske haver. Men mange
haveejere er nok ikke klar over, at de har fået besøg af
en af de mest markante planter fra den mediterrane maki. Dette landskab
skyldes en menneskeskabt naturkatastrofe. Længe før Kristi
fødsel begyndte mennesket at rydde de kæmpemæssige,
stedsegrønne skove omkring Middelhavet. Der skulle bruges
brænde og jord til landbrug. Det fik den frugtbare jord til at
blæse og skylle væk og tilbage var en næringsfattig
jordbund, som kun ekstremt hårdføre buske og enårige
planter kunne vokse i – det er sidste skridt før egentlig
ørkendannelse.
En af de buske, som rykkede ind, da træerne forsvandt, var
rosmarinus officinalis, som er den botaniske betegnelse for rosmarin.
Navnet ros-marin betyder dug-hav, dvs. dug fra havet. Det antyder, at
rosmarinbusken oprindelig hørte hjemme i kystnære egne,
måske i udkanten af de altdækkende ege- og
nåletræsskove. Sådan er det ikke længere, og
intet tyder på, at rosmarin er specielt hårdfør over
for saltsprøjt. Krydderplanten er til gengæld virkelig
modstandsdygtig over for det barske klima i makien.
Det er et landskab uden skygge, hvor sommertemperaturen næsten
hver dag passerer de 35 grader, og hvor der nærmest ikke falder
en dråbe regn i de tre varmeste måneder. Også
vinteren kan være en udfordring. Det kan blive koldt om natten,
hyppigt let frost, og kraftig regn og blæst eroderer jorden,
så rødder skal have godt fat i undergrunden.
Tåler
tørre landskaber - men elsker vand
Rosmarin er ikke en sukkulent ligesom en kaktus. Den kan ikke
tåle at tørre ud. Så visner grenene en for en, og
planten ender med at dø. Så selv om den vokser i
områder, som er stentørre om sommeren, har den brug for
vand. Det skaffer den sig ved at sende rødderne dybt ned i det
grusede underlag, ligesom andre af makiens planter gør det. Jeg
har oplevet rosmarin vokse som den eneste tilbageværende plante
på toppen af en knastør knold midt på Sicilien. Den
var besynderlig grøn og havde i øvrigt den
skønneste duft, jeg har oplevet fra nogen rosmarin. Man havde
lyst til at tage den med sig, men det må man naturligvis ikke.
Makien bør beskyttes, for hvis buskene forsvinder, er
næste skridt ørken med sandflugt.
Men rosmarin må have en erindring om en mere fugtig og venlig
fortid. For når du dyrker den i potte eller på friland,
bliver den allermest frodig, hvis du gøder den fornuftigt og
hele tiden sørger for, at jorden er fugtig.
Rosmarinbusken blomstrer sidst på foråret eller
først på sommeren, men frøsætningen er
uregelmæssig, og frøene spirer ikke altid så
velvilligt. Hvis du vil formere en rosmarin, er det nemmeste at
bøje en af grenene ned på jorden og fastholde den der med
for eksempel en teltpløk. Gør det allerede om
foråret, så vil grenen have slået rod hen på
efteråret, og du kan klippe forbindelsen til moderplanten og har
således fået en ny plante.
Mange sorter
Der findes en række sorter af rosmarin – nogle er endda
krybende. Andre sorter er avlet for at opnå kuldetolerance, men
min erfaring er, at uanset sort er rosmarinbusken ikke
hårdfør på friland i Danmark. Den kan overleve et
par milde vintre i træk, men så kommer der en halvkold
vinter, og hermed dør den. Så kan du selvfølgelig
bare købe et par nye næste sæson, for små
planter er ikke så dyre. Men ønsker du en stor og kraftig
plante, er det bedst at dyrke planten i en potte, som eventuelt kan
graves ned i haven, mens vejret endnu er frostfrit.
Om vinteren kan du tage potten ind i en kølig udestue eller
lignende, hvor der ikke er alt for mørkt. Men jo koldere, des
mere mørke tåler planten uden at opgive ævred.
Indendørs kan du gå og plukke lidt af planten til
dagligdagens kulinariske oplevelser, mens du nyder synet af den
kraftige busk og indånder den skønne duft, når du
knækker af et de nålelignende blade, som altid er
grønne foroven og sølvgrå underneden.
Kan formes og
opstammes
Hvis du går strategisk til værks, når du plukker
blade og grene til madlavningen, kan du forme træet, så det
får en høj eller bred vækst – som du
ønsker det. Busken kan, hvis den får fred, bliver over 1,5
meter høj og holde i 20-30 år. Det er en spændende
og smuk plante, man ligeså godt kan holde for syns skyld som for
smagens. En ældre rosmarin har et eget udtryk, som om den er
særlig vis og livserfaren – det må skyldes det lidt
støvede udseende, som bladenes mange bittesmå hår
tilfører den. I antikken havde man da også den opfattelse,
at rosmarinolie smurt på panden stimulerede hukommelsen.
Kulinarisk er rosmarin i dag en integreret del af det mediterrane
køkken og indgår blandt andet som en vigtig ingrediens i
den smagsblanding, der går under navnet
”provencekrydderi”. Lam uden rosmarin er nærmest
utænkelig for de mediterrane folk, og på pizzaen suppleres
oregano ofte med rosmarin. Planten indgår i myntefamilien og har
den samme bitre og ret ubehagelige smag, hvis man tygger i bladene.
Hvis bladene derimod koges eller bages med andre fødevarer,
trækkes der en masse anderledes smagsnuancer frem, som gør
rosmarin til et meget raffineret krydderi med stor dybde i smagen.
AB
Skrevet: 20.6.2010
Læs
flere artikler om eksotiske planter |
|
